Blog

Nok se, men ikke røre! Om taktil kunst, synet og de andre sanser

close-up: Mariko Wada State of Mind, Hope, stentøj, 2014 (Foto: Minik Busk Langkjær)

close-up: Mariko Wada State of Mind, Hope, stentøj, 2014 (Foto: Minik Busk Langkjær)

Om udstillingen "The Tactile" i Godsbanens foyer, Aarhus.
Af: Nana Bendix Hansen

Det er efterhånden lidt en kliche at starte med et ordbogsopslag, men når jeg nu gør det alligevel, er det fordi ordet og dets betydning er ganske relevant for denne tekst og udstillingen den relaterer sig til. Så her kommer det: Slår man ordet ”taktil” op i Gyldendals Røde Fremmedordbog, får man følgende forklaring:

Taktil (lat. ’tactilis, af ’tactus pp af ’tangere røre) vedr. Berøring, føle-; som kan føles; håndgribelig

Udstillingen The Tactile har, set i lyset af dette ordbogsopslag, måske en lidt paradoksal titel, for her må du ikke røre – nok se, men ikke røre! Sådan som det ofte forholder sig med kunstudstillinger. Jeg vil dog, som en af kuratorerne bag udstillingen, argumentere for, at titlen er yderst velvalgt på trods af, at man som publikum skal holde fingrene for sig selv og må ”nøjes” med at opleve udstillingen visuelt.

Når vi nu har slået fast, at det taktile har at gøre med noget, som kan føles, berøring og at røre, ligger det lige for, at knytte det til vores (traditionelle) 5 sanser, og helt specifikt til følesansen. Og netop heri ligger det paradoksale ved kun at vise taktil kunst. Men spørgsmålet er, om vi ikke kan få en taktil oplevelse udelukkende ved at se? Som det måske kan fornemmes, mener jeg bestemt, at man kan netop dette.

Ideen om de 5 sanser stammer fra Aristoteles og er således en særdeles gammel og velcementeret opdeling og forståelse af mennesket og dets sanseapparat. Traditionelt set har mennesket syns-, høre-, smags-, lugte- og følesans: 5 veldefinerede og adskilte sanser, der træder i kraft i perceptionen af omverden og krop. Men det at se noget, kan opleves som en umiddelbar fysisk sensation, en sansning der i bund og grund les, måske i højere grad end, eller i hvert fald samtidig med, at den ses. Den finske arkitekt og teoretiker Juhani Pallasmaa beskriver i bogen Arkitekturen og sanserne, der på originalsprog har den meget sigende titel The Eyes of the Skin – Architecture and the Senses, hvordan alle sanserne er forbundet, og at man derfor kan få en multisensorisk oplevelse, der som udgangspunkt kun er stimuleret visuelt/optisk:

... Øjnene vil gerne samarbejde med de andre sanser. Alle sanserne, inklusive synssansen, kan betragtes som udvidelser af følesansen – som specialiseringer af huden. [...] Selv øjet berører; blikket indebærer en ubevidst berøring, en kropslig mimesis og identifikation [...] Vores øjne berører fjerne overflader, konturer og kanter, og den ubevidste følesans afgør, om oplevelsen er behagelig eller ubehagelig... (Pallasmaa s. 68-69)

Gennem synssansen stimuleres følesansen, eller vores taktile ”hukommelse”, en kropslig erfaring, der sætter os i stand til at forestille os, hvordan et vist materiale vil føles. Så når vi i The Tactile står over for Rieko Hottas monumentale oliemaleri Bodydetention 1, når vi ser Mariko Wadas State of mind: Hope, eller når vi nærstuderer Hanne G.’s Rug On, og med magt skal holde fingrene for os selv, kan det igangsætte en fysisk oplevelse af, hvordan det vil være at lægge hånden på de stikkende og skinnende ’prikker’ af stivnet oliemaling. Vi kan mærke tyngden og krakeleringerne i leret og hvordan ulden, med den tykke størknede maling, føles både ru, skorpet, tør og blød. Sagt på en anden måde, når vi tvinges til at ’nøjes med’ at se på noget, der er udpræget taktilt, kan vi få en kropslig oplevelse, hvor følesansen aktiveres, og vi fornemmer de fysiske sensationer, vi er afholdt fra egentligt at få. Måske, hvis man skal strække den lidt, kan man sige, at man oplever sig selv og sin krop være tilstede, man oplever sig selv som beskuer, som ét objekt over for et andet, en krop mod en anden (kunstværket).

Mit håb med denne udstilling er, at folk vil overgive sig til de sensationer der ligger i at lade synet berøre og undersøge de forskellige overflader og teksturer. Derudover er mit håb at folk bliver bevidste om hvad værkerne gør ved dem, hvordan værkerne opleves og i særdeleshed, hvordan de senere videreformidler denne oplevelse, det er nemlig min overbevisning at den største oplevelse ikke kun ligger i det at se værkerne, men også derigennem at mærke hvordan de føles. 

 

Litteratur:

Brüel, Sven og Niels Åge Madsen: Fremmedordbog, (11. udg., 11. oplag), Gyldendal, 1993 [1960]

Pallasmaa, Juhani: Arkitekturen og sanserne [The Eyes of the Skin – Architecture and the Senses], Arkitektens Forlag, 2014 [2012]